Drabstiltalt i Mia-sagen er "meget påvirket" efter første afhøring, siger forsvarer

Den 37-årige hævder, at den 22-årige kvinde døde ved et uheld.

Den 37-årige mand, som er tiltalt for at have voldtaget, dræbt og parteret 22-årige Mia Skadhauge Stevn, er meget påvirket af situationen.

Det fortæller hans forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, kort efter første retsdag er afsluttet.

- Den forbrydelse, han har begået, usømmelig omgang med lig, er selvfølgelig noget, der berører ham. Han er godt klar over, at den er helt, helt gal, siger hun til TV 2 og tilføjer:

- Og så er det selvfølgelig en ekstra belastning, at han også er tiltalt for voldtægt og drab.

Den 37-årige nægter sig skyldig i voldtægt og drab af Mia Skadhauge Stevn, men erkender usømmelig behandling af hendes lig.

Går efter "kortere frihedsstraf"

I retten kom det frem, at anklagemyndigheden går efter at få den 37-årige idømt fængsel på livstid eller subsidiært forvaring på ubestemt tid.

- Det er naturligvis noget, min klient bliver påvirket af, men nu er han jo ikke dømt endnu, siger Mette Grith Stage.

Forsvarsadvokaten går efter, at den 37-årige udelukkende bliver dømt for usømmelig omgang med lig, hvilket ifølge hende vil føre til en "kortere frihedsstraf".

Mette Grith Stage tilføjer, at første retsdag forløb efter planen, og at anklageren fik stillet mange spørgsmål, som hendes klient velvilligt svarede på.

Døde ved et uheld, siger tiltalte

22-årige Mia Skadhauge Stevn forsvandt efter en bytur i Aalborg 6. februar 2022.

Ifølge anklageskriftet blev hun samlet op af den 37-årige mand, der nu er tiltalt i sagen.

Herefter kørte han hende imod hendes vilje til et øde skovområde i Hammer Bakker og derefter til hans bopæl i Flauenskjold.

Her udsatte han Mia Skadhauge for flere voldtægter og dræbte hende ved blandt andet kvælning og sammenklemning af brystkassen. Efterfølgende har han parteret og spredt ligdelene i et skovområde, mener anklagemyndigheden.

Den 37-årige indrømmer at have samlet den 22-årige pige op, men nægter voldtægt og forklarede desuden i retten, at hun døde ved et uheld, da hun faldt.

- Jeg hører en lyd, som om der er noget, der hænger fast eller bliver trukket eller noget i den stil, sagde han.

Efter faldet hørte han en "smertelig lyd" fra den unge kvinde, og han tænkte ”det er fuldstændig galt, det her”, sagde han blandt andet.

Under retsmødet kiggede den 37-årige ikke på de tilhørende, men havde primært blikket rettet mod sin forsvarsadvokat.

Næste retsmøde er torsdag. Der ventes at falde dom i sagen i slutningen af juni.


Mia-sagen

110222 Blomster Vesterbro Mia Skadhauge Stevn

play Flere berørte vidner afgav forklaring i Mia-sagen

liveblog Vidner blev afhørt i Mia-sagen: Thomas Thomsen rynkede på næsen over forklaring

150524 hammer bakker miasagen pieg 16138

play Få, nye oplysninger i Mia-sagen: Mange var mødt op for at høre Thomas Thomsens forklaring

liveblog Få nye detaljer kom frem i Mia-retssagen: Thomas Thomsen afgav sin forklaring

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland