Incidenstallet i Morsø Kommune er blandt landet højeste
Med landets fjerdehøjeste incidenstal er Morsø Kommune i coronaproblemer. Håbet er, at smittetallene har været på sit højeste, men der er ingen garantier, når det gælder corona, lyder det fra skolechef.
På M.C. Holms Skole i Nykøbing er alle 285 elever sendt hjem. Opgørelsen fra onsdag viste, at 67 elever og lærere er konstateret smittet.
Og problemerne rækker ud over skolens vægge, for Morsø Kommune har det fjerde højeste incidenstal i landet. Per 100.000 indbyggere er 872 nemlig smittet.
Jeg tror at den her syvdages nedlukning, vil hjælpe på, at vi kan få incidenstallet til at falde. Men først og fremmest også skabe noget tryghed omkring det med at sende sine børn i institution.
-Michael Dahlgaard, chef ved Center for Skole og Dagtilbud i Morsø Kommune.
Borgmesteren er bekymret
På borgmesterkontoret glæder Hans Ejner Bertelsen (V) sig heller ikke til se dagens coronatal, for den kommune, han står i spidsen for, har store problemer med smitten.
- Det bekymrer mig, at vi ikke ser, at det begynder at falde igen. Jeg håber lidt, at vi har toppet, siger borgmesteren.
Umiddelbart er incidenstallet på øen faldet, men der kan stadig være nye restriktioner på vej fra Christiansborg.
Blandt andet er muligheden for at kræve coronapas på arbejdspladser noget af det, der bliver vendt i Folketinget, og som Hans Ejner Bertelsen (V) ikke er afvisende over for.
- Det er jo nemt. Det er bare lige at snuppe telefonen, og så har man det klar, og hvis de ikke er smittede, så har de jo deres sidste test på den, så det kunne sagtens være en af vejene, siger han.
Klar til flere restriktioner
Det er ikke gået borgernes næser forbi, at smittetrykket er højt på øen, og de er alle interesserede i at få incidenstallet ned.
Skulle det blive nødvendigt, er de derfor klar til at hive mundbindene frem igen.
- Jeg synes, at det er godt, at vi gør noget for at bekæmpe det, men det er da lidt træls, når vi nu lige har haft en periode, hvor vi har vænnet os til ikke at gå med mundbind, siger Søren Søndergaard Pedersen, der går i 2.g på Morsø Handelsgymnasium i Nykøbing.
Selvom incidenstallet torsdag er faldet, så kan skolechefen ikke love, at der ikke bliver lukket flere skoler på Mors.
- Jeg tror, at med corona er der ingen garantier overhovedet, siger Michael Dahlgaard.
Hvis alt går efter planen, vender eleverne på M.C. Holms Skole tilbage den 2. december.