Masser af udenlandske læger i psykiatrien: - Det kan give mange misforståelser

Fire ud af ti læger ansat i Psykiatrien i Nordjylland har udenlandsk baggrund. Foreningen Bedre Psykiatri frygter, at sprogvanskeligheder kan være skyld i fejldiagnoser.

I modsætning til det medicinske sygehus er  lægerne i psykiatrien i langt højere grad afhængige af at tale med patienterne, når de skal stille en diagnose. 

Men ofte taler lægerne meget dårligere dansk end deres patienter. Et problem foreningen Bedre Psykiatri oplever hyppigt.

- Det er jo et problem, når den læge, der skal være med til at stille en diagnose ikke kan formulere sig ordentligt på dansk. Vores medlemmer oplever jævnligt, at der sker mistolkninger og ting, der ikke bliver forstået, og jeg har også oplevet det selv, siger Bedre Psykiatris Aalborg-formand, Lisbeth Larsen.

TV2 Nord har via en aktindsigt fået oplyst antallet af danske og udenlandske læger i Psykiatrien i Nordjylland. Ud af 81 ansatte læger er de 49 uddannet i Danmark, mens de resterende 32 har færdiggjort deres lægestudie i udlandet.

Bedre Psykiatri mener, at antallet af udenlandske læger i psykiatrien er for højt og antallet kommer da også bag på flere regionspolitikere.

- Antallet  er alarmerende og meget højere, end jeg troede. Jeg tror ikke, at udenlandske psykiatere er mindre dygtige end danske, men hvis der er sprogvanskeligheder, så er det et problem, siger Erik Høgh-Sørensen fra Dansk Folkeparti.

Artiklen fortsætter under indslaget

Fire ud af 10 læger i psykiatrien i Nordjylland stammer fra udlandet, og det giver jævnligt misforståelser mellem dem og patienterne. Det mener en forening for de pårørende Bedre Psykiatri.

Politiker: - Det skal undersøges

Per Larsen, der er konservativt medlem af regionsrådet, mener, at der er behov for at få undersøgt, om antallet af udenlandske læger udfører et fagligt problem.

- Det er klart, at med så mange udenlandske psykiatere, som der er tale om her, så må man skærpe opmærksomheden, for i psykiatrien er det jo netop samtalen mellem læge og patient, der er det vigtigste, når der skal stilles en diagnose, og der er det utroligt vigtigt, at intet går tabt, siger Per Larsen.

Psykiatrien i Nordjylland mener selv, at de tager hånd om de udfordringer, som de mange udenlandske læger giver.

- Uanset om lægen er dansk eller udenlandsk er det vigtig, at de kan kommunikere med patienterne. Derfor er vi også særligt opmærksomme på deres sproglige evner. For os er det vigtigste, at de læger vi har, kan løfte den opgave, som de har fået – og det kan de. Vi står selvfølgelig bag deres faglighed, uanset hvor mange udenlandske læger vi har, siger lægefaglig direktør, Tina Gram Larsen.

Når psykisk syge dræber

TV2 Nord har i 2018 sat fokus på en række sager, hvor psykisk syge har begået drab. I løbet af de seneste fem år har det kostet mindst 14 nordjyder livet.

I flere af sagerne havde drabsmanden eller kvinden været i kontakt med psykiatrien umiddelbart før de begik drab, men de blev ikke indlagt på psykiatrisk sygehus, fordi lægerne ikke vurderede, at de var akut behandlingskrævende eller til fare for sig selv eller andre. Det er den lægefaglige vurdering der skal til, for at en patient kan tvangsindlægges.

På baggrund af TV2 Nords dækning af sagen har Region Nordjylland indledt en undersøgelse af problemet. De to regionrådsmedlemmer Per Larsen og Erik Høgh-Sørensen vil have undersøgelsen til også at omfatte eventuelle sprogproblemer.

- Det er selvfølgelig relevant i den sammenhæng, at vi undersøger, hvorfor vi har så mange drabssager, som vi har. Derfor skal dette element også indgå, siger Per Larsen.

Erik Høgh-Sørensen siger:

- Vi ved nu, at vi har uforholdsmæssigt mange drabssager i Nordjylland, og derfor skylder vi også både offentlighed og ansatte at vende hver en sten i denne sag. Hvis der havde været ligeså mange drab i resten af landet som i Nordjylland de seneste fem år, ville vi tale om 140 dræbte. Det kan vi simpelthen ikke have, og derfor skal der ryddes op.


Seneste nyt

fra Nordjylland