Foto:
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sebbelin sender kæden videre efter otte år

Han var den eneste borgmesterkandidat, de andre partier kunne blive enige om at lege med, men han var ikke vælgernes favorit. Leon Sebbelin takker af som borgmester i Rebild Kommune efter otte år i stolen.

"Vi skal ikke endnu en gang vælge laveste fællesnævner," lød det rapt i valgkampen fra Rebilds enfant terrible, Allan Busk, da spørgsmålet om, hvem der skulle være borgmester efter valget, var til debat. 

Der er ingen tvivl om, at Busk med udtrykket "laveste fællesnævner" sigtede til Leon Sebbelin - og at det ikke var tænkt som nogen ros!

Blå bog

Leon Sebbelin

61 år

Det Radikale Venstre

Byrådsmedlem (først i Skørping, siden i Rebild) fra 2002. 

Borgmester 2014-2022.

Leon Sebbelin holder skarpt øje med valgresultaterne til kommunalvalget i 2017. Foto: René Ryom

Helt forkert er det ikke, at Leon Sebbelin efter valgene i 2013 og 2017 ikke blev borgmester, fordi vælgerne havde givet hans parti stor tilslutning - men fordi det var ham, de andre og større partier kunne enes om at gøre til borgmester. 

I nogle af disse partier var uviljen mod ellers nærtstående partiers spidskandidat de to gange så udtalt, at man hellere pegede på en radikal borgmester.

I fritiden strikker Leon Sebbelin gerne, og han har også i byrådet kunnet strikke et kompromis sammen.

Søren Wormslev, politisk analytiker, TV2 Nord

I den byrådsperiode, der slutter nu, havde borgmesterens parti kun hver 10. vælger i ryggen, hvilket er ret usædvanligt. 

Fire andre partier i byrådet var større end hans. Alligevel endte han som borgmester.

Tre af borgmesterkandidaterne stod pludseligt i et kosteskab under valgaftenen i 2021. Det endte med en venstre-borgmester, Jesper Greth.

Ny borgmester fra 1. januar

Ved valget 16. november gik det anderledes. Nu kunne Venstre og Det Konservative Folkeparti langt mere bakke hinandens frontfigurer op, og dermed sluttede Leon Sebbelins borgmester-karriere. 

Borgmesterposten overtages 1. januar 2022 af Venstres Jesper Greth.

Leon Sebbelin og de øvrige borgere i Rebild Kommune kan se tilbage på otte år med en radikal borgmester, hvor der nok har været dramaer og konfrontationer, men hvor meget også er klaret i god ro og orden, styret af en borgmester, der har formået at lytte og derefter anvise løsninger, som et flertal kunne bakke op. 

Farvel til borgmestre og regionsrådsformand

TV2 Nords politiske analytiker Søren Wormslev tegner et politisk portræt af de fire afgående, nordjyske borgmestre og den afgående regionsrådsformand.

Læs alle fem portrætterne på tv2nord.dk mellem jul og nytår.

Revisoren og borgmesteren

I fritiden strikker Leon Sebbelin gerne, og han har også i byrådet kunnet strikke et kompromis sammen. Han har ry for at opføre sig ordentligt, også over for politiske modstandere.

Rebild Kommune er vokset markant på de otte år - fra 28.794 indbyggere i 2014 til nu 30.518. Dét ville de fleste andre kommuner elske, men i Rebild kom udviklingen faktisk lidt bag på byrådet. 

Man fik for sent planlagt og bygget daginstitutioner og skoler - med kritiserede nødløsninger flere steder til følge.

TV2 Nord fulgte valget i Rebild Kommune tæt. Med et kamera var vi med Lene Aalestrup (K) hele valgdagen.

Som radikal borgmester - den p.t. eneste af slagsen i Danmark - har Leon Sebbelin gjort en del for at holde den værdipolitiske fane højt. 

Men hans eftermæle lyder, at det vigtigste har været, at pengene også passede. 

Den snart forhenværende borgmesters fortid som revisor fornægter sig ikke! 


Laust Sørensen (th) og Magnus Krejberg (tv) var tidligt oppe for at høste, da de opdager branden. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Magnus og Laust reddede stuehus fra at brænde ned: - Det er jo det, man gør

To høstmedarbejdere standsede en gårdbrand på Mors i tide, inden den for alvor tog til. Brandvæsnet gav dem et skulderklap - selv er de mere ydmyge om bedriften.

Lørdag morgen startede noget dramatisk ud for de to høstmedarbejdere Laust Sørensen og Magnus Krejberg. 

Fordi klokken kvart i otte opdager Laust Sørensen, at noget ikke er, som det skal være på gården i Outrup på Mors. 

- Jeg kom kørende rundt om huset og kunne se, der stod flammer inde bag vinduet, siger Laust Sørensen, der arbejdede tæt på gården. 

Han fik hurtigt fat i sin kollega Magnus Krejberg, der ankom med en brandslukker men så nemt skulle det dog ikke vise sig at være.

- Jeg kunne hurtigt se, at brandslukkeren ikke slog til, så den kastede vi ind igennem vinduet i stedet for.

- Det var lidt en panik aktion, siger Magnus Krejberg. 

Sådan så det ud lørdag eftermiddag. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

De to høstarbejdere fik hurtigt hentet en drænspuler, som er en traktor med en stor vandtank bagpå. De fik sprøjtet vand ind i ilden gennem vinduet og begrænset dermed branden til køkkenet.

-  Den indeholder 3000 liter vand, så vi havde jo lidt at gøre med, siger Magnus og tilføjer:

- Så var det jo egentlig let nok derfra. 

De to medarbejdere brugte drænspuleren, som kan ses bag dem, til at slukke ilden. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Efter de havde slukket ilden, ringede de 112, der sendte Nordjyllandsberedskab derop. Indsatslederen var imponeret over de to medarbejderes handlekraft. 

- De kan godt klappe sig selv på skulderen. Jeg har sagt til landmanden, at han som minimum bør give morgenmad i dag, indsatsleder Jesper Madsen. 

Han understreger, at flammerne kunne have bredt sig til hele huset, hvis det ikke havde været for de unges hurtige reaktion. Selv er de dog lidt mere ydmyge. 

- Det er jo det, man gør, siger Laust Sørensen. 

- Vi handlede jo bare efter bedste evne. Vi ville have gjort det samme i morgen, hvis det var sket igen, siger Magnus Krejberg.

Selvom det ikke lige frem er hverdag at slukke brande, så er det alligevel noget de to høstarbejder er forberedt på.  

- Vi er jo vant til at handle i sådan nogle situationer igennem høsten – vi skal jo være klar, hvis der går ild i nogen, siger Magnus Krejberg. 

Landmanden, der ejer gården, købte rundstykker til de to helte i løbet af lørdagen. 


Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Efter drama og medarbejderflugt: Nu søger redningsstation ny leder

Derudover søger redningsstationen også en fuldtidsansat bådmand/-kvinde til tiltrædelse snarest muligt.

Skagen Redningsstation har fyldt en del i mediebilledet, siden TV2 Nord tilbage i marts kunne fortælle, at seks af de 16 medarbejdere på Skagen Redningsstation kollektivt opsagde arbejdet som redningsmænd.

- Ledelsen har ikke været lydhøre overfor os på redningsstationen, lød det dengang fra talsmanden for den samlede medarbejdergruppe på stationen.

Sidenhen har yderligere to medarbejdere forladt redningsstationen, og der er blevet afholdt krisemøde, da redningsstationen var lukningstruet, og samtidigt var afhængig af andre nærtliggende redningsstationer - heriblandt Hirtshals, som ligger 23 sømil fra netop Skagen.

Noget som chefen for tredje eskadre, Mikael A. J. Bill kaldte 'dybt alvorligt'.

Dog ville han ikke kommentere på, om det var uenigheder mellem de ansatte og ledelsen, der var årsagen bag de mange opsigelser.

- Det er jo en intern sag, så det vil jeg ikke kommentere. Jeg kan dog understrege, at vi tager det dybt alvorligt, og der må ikke herske tvivl om, at vi gør, hvad vi kan for at genetablere beredskabet, sagde Mikael A. J. Bill dengang.

Søger ny stationsleder

Noget tyder dog på, at der kan have været noget om det. I hvert i fald har Skagen Redningsstation nu slået en stationslederstillingen op, som er ledig til besættelse per 1. december i år.

I stillingsopslaget sår der blandt andet, at man som stationsleder er ansvarlig for redningsstationens evne til at opretholde beredskabet, og at man herunder er ansvarlig for udviklingen af redningsstationens medarbejdere samt driftssikkerheden på materiellet.

Derudover søger man fortsat en fuldtidsansat bådmand/-kvinde til tiltrædelse snarest muligt og har også ledige rådigheds- og reservestillinger.

Dårligt arbejdsmiljø

Anders Madsen er en af de medarbejdere, der har sagt op på stationen. Han fortalte til TV2 Nord, at årsagen bag opsigelsen var, at arbejdsmiljøet på Skagen Redningsstation er så dårligt, at han ikke længere kan se sig selv i arbejdet. 

- Det første møde, vi havde med ledelsen om situationen, blev der sagt, at hvis vi ikke kunne lide lugten i bageriet, så kunne vi bare forsvinde. Der har helt klart det holdning, at der ikke var noget at snakke om, og det, synes jeg, er lidt problematisk, lød det dengang fra Anders Madsen.

Også Skagen Fiskeriforening var ude og rette kritik mod redningsstationen.

- Ved de små uheld med grej, der er kørt fast i skruen, kan vi godt vente længe på hjælp – det overlever vi nok. Men i de alvorlige situationer risikerer vi vores liv på grund af noget barnligt fnidder, lød det fra næstformanden i Skagen Fiskeriforening, Jess Wittus Hansen.

Skagen Fiskeriforening var heller ikke alene om at kalde situationen på den lokale redningsstation for uholdbar.

- Sådan som det er jo, det kan vi ikke stå på mål for. De er nødt til at få lavet et beredskab, så vi er dækket af, og det ved jeg godt kommer til at flytte kapacitet, sagde formanden for Strandby Fiskeriforening, Claus Hjørne, dengang til TV2 Nord.


Nordjyske kollegaer mindes afdød brandmand

En 64-årig mand er afgik lørdag ved døden, efter at han blev fastklemt under en brandbil ved Højer Dige.

Det kunne TV2 fortælle lørdag aften.

Manden var frivillig brandmand, og ulykken skete, da han var på vej ud for at slukke en mindre markbrand. Derfor er det efterfølgende strømmet ind med kondolencer til den afdøde og de efterladte.

Også i Nordjylland har ulykken fyldt meget hos beredskaberne rundt omkring.

"Vi har her til aften fået at vide, at en brandmand fra Højer har betalt den højeste pris og er død under en indsats. Vores tanker går til de efterladte og kollegerne på stationen, som står tilbage med savnet. Æret være hans minde."

Sådan skrev Nordjyllands Beredskab lørdag aften på sine sociale medier.

Flager på halvt

Søndag vælger flere af de nordjyske kollegaer også at mindes brandmanden ved at flage på halvt, blandt andet hos Nordjyllands Beredskab og Falck Hirtshals.

"Der flages i dag på halvt på Falck Hirtshals, til ære og minde for den brandmand, som i går betalte den højeste pris under indsats med slukning af brand i Østjylland. Æret være hans minde. Vore tanker går til de pårørende og kolleger", skriver Falck Hirtshals på Facebook.

Også Nordjyllands Beredskab flager på halvt søndag:


Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix

TV 2 Vejret varsler voldsomme mængder regn

Der er risiko for skybrud og lokale oversvømmelser i den centrale og østlige del af landet.

Vejret skifter fuldstændig karakter fra søndag til mandag.

Fra højsommer til et langvarigt og kraftigt regnvejr med risiko for oversvømmelser.

Op til en måneds regn på 20 timer

TV 2 Vejret varsler meget kraftigt regn. I det varslede område kan man stedvist forvente mellem 40 og 70 millimeter regn.

Varsel om torden, kraftigt regn og skybrud. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Normalt får Danmark 76 millimeter regn i løbet af hele september.

Der vil stedvist være torden og lokale skybrud med mere end 15 millimeter regn på 30 minutter. Der er derfor også risiko for lokale oversvømmelser.

En prognoses bud på mandagens regnvejr. Her er det især Østjylland og Fyn, som står for skud. Andre prognoser har det kraftigste regnvejr længere mod øst. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Varslingsperioden begynder klokken 2 natten til mandag, og den udløber mandag aften klokken 22.

Mandagens uvejr giver voldsomt regnvejr i Italien søndag

Årsagen til det store vejrskifte fra søndag til mandag er et hidsigt lavtryk over Italien søndag.

På satellitbillede kan man nu se både mandagens kraftige regnvejr og den koldfront, som placerer sig lige sydvest for Danmark, som også medvirker til vejrskiftet.


Satellitfoto søndag klokken 9. Lige sydvest for Danmark ses koldfronten ved den lille pil. Over Norditalien ses det lavtryk, som mandag skal give kraftigt regn til Danmark. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret



Markant vejrskifte på vej, men søndag bliver der over 20 grader

Markant vejrskifte begynder søndag aften og nat med regn- og tordenbyger fra syd.

De fem foregående dage har budt på meteorologiske sommerdage med sol og over 25 grader – søndag bliver den sidste i rækken og antageligt også årets sidste. Den nye uge byder på efterårsvejr med regn, rusk og langt lavere temperaturer.

Radar og observationer klokken 6.45 Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Søndagen bliver en smule varmere end de forgående dage, da en svag varmfront har passeret landet i nat. På ovenstående grafik kan man se en smule regn i Nordjylland fra varmfronten.

Formiddag med sol og over 25 grader inden middag

Formiddagen byder på sol og varme i hele landet og varmfronten vil nu være lige nord for landet.

Prognose klokken 10. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Man kan roligt tage til strande og havnebade og nyde det usædvanligt varme septembervejr. Det vil være køligst ved kyster med pålandsvind og lunest nær kyster med fralandsvind.

Eftermiddag med op til 30 grader

Temperaturen stiger fortsat og vil kulminere omkring klokken 15. De fleste steder når termometrene op mellem 25 og 28 grader. I Vestsjælland eller måske Vestlolland kan termometrene måske ramme 30 grader.

Prognose klokken 20. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Nær de østvendte kyster vil en østenvind generelt medføre, at temperaturerne ligger mellem 22 og 25 grader.

Aften med risiko for regn og torden

I en stor del af landet vil det fortsat være pænt vejr søndag aften, men især i syd er der risiko for at regn og tordenbyger kan dannes.

Prognose klokken 20. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Ovenstående prognose viser en koldfront vest for Jylland. Andre prognoser har koldfronten til også at ramme Sydvestjylland. Bemærk også der er småregn ved Bornholm.

Dagens detalje - kan blive tredje varmeste septemberdag

Hvis vi kommer op på 30,5 grader, så vil vi kun to gange tidligere have målt en højere temperatur i september.

Onsdag blev der målt 30,2 grader i Rønne på Bornholm, hvilket er den højeste målte temperatur i september i 77 år. Varmerekorden er fra 1906 og lyder på 32,3 grader