Ny rapport: Seks drab begået af psykisk syge kunne være undgået

En ny rapport afslører store svigt i psykiatrien. Utilstrækkelig behandling kædes sammen med vold, drab og ildspåsættelser.

Tre ud af fire kriminelle med en behandlingsdom har ikke fået en tilstrækkelig psykiatrisk behandling op til, at de har begået eksempelvis drab, drabsforsøg, vold eller voldtægter.

Det viser en endnu ikke offentliggjort rapport, som TV 2 har fået adgang til.

Den er udarbejdet af Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet og undersøger, om der er en sammenhæng mellem den behandling og støtte, der gives til psykiatriske patienter, og så den kriminalitet, de begår.

Det er den hidtil største undersøgelse af området nogensinde. Og konklusionen er klar: i 74 procent af de undersøgte tilfælde har de psykiatriske patienter fået "en utilstrækkelig behandling" i tiden op til, at de begik kriminalitet.

Blandt andet kunne 11 ud af 13 drab- og drabsforsøg muligvis være undgået, lyder det.

TV2 Nord har i en serie indslag netop omtalt flere drab og drabsforsøg, der er blevet begået af psykiske syge, umiddelbart efter de er blevet lukket ud af psykiatrien. Én af de personer, der har lidt under det, er Morten Larsen fra Bindslev. 

Hans daværende kæreste, som var psykisk syg, skar halsen over på deres ni-årige datter. Morten Larsens sag er direkte nævnt i rapporten fra Retspsykiatrisk Klinik.

Sindssyg i gerningsøjeblikket

Det er en af landets mest erfarne retspsykiatere, overlæge Gitte Ahle, der har haft opgaven med at undersøge de i alt 218 mentalerklæringer, der er skrevet i andet halvår af 2016 til brug i retssager mod de pågældende. Det svarer til 90 procent af samtlige mentalerklæringer, der er givet i perioden.

Erklæringerne har det til fælles, at de alle konkluderer, at personen var sindssyg i gerningsøjeblikket og dermed ikke egnet til almindelig straf, men i stedet burde dømmes til behandling.

- Vores vurdering er, at hvis de pågældende patienter havde fået en tilstrækkelig psykiatrisk behandling, så kunne man formentlig have undgået seks drab og fem drabsforsøg. Samlet er det vurderingen i tre ud af fire sager, at kriminaliteten muligvis kunne være forebygget med en bedre behandling, siger Gitte Ahle til Politiken.

I hele 2016 blev der i alt begået 50 drab i Danmark, og derfor viser seks drab begået af psykisk syge på seks måneder, at der er en overrepræsentation af psykisk syge gerningspersoner i drabsstatistikken. En overrepræsentation, som "ser ud til at være højere end tidligere", fremgår det af rapporten.

Kun én af de 13 undersøgte, der var sigtet for drab eller drabsforsøg, har ikke tidligere været i kontakt med psykiatrien.

- Det værste er, at alle, der arbejder i retspsykiatrien, udmærket ved det. Det nye er, at vi har en omfattende dokumentation, siger Gitte Ahle til avisen.

Kan ikke være det bekendt

Den betragtning er formanden for Landforeningen for psykisk sundhed Sind, Knud Kristensen, enig i. Og det gør ham "rystet og vred".

- Ved at give mennesker med psykiske lidelser for dårlig behandling, risikerer vi desværre, at nogle af dem ender med at begå kriminalitet og i nogle tilfælde endda meget alvorlig kriminalitet. Det synes jeg simpelthen ikke, at vi kan være bekendt. Hverken overfor dem, det går ud over, eller dem, der ender med at blive gerningsmænd i de her forbrydelser, siger han til TV 2.

quote Hvis de pågældende patienter havde fået en tilstrækkelig psykiatrisk behandling, så kunne man formentlig have undgået seks drab og fem drabsforsøg

Gitte Ahle, overlæge

Ifølge formanden bliver der, som det ser ud nu, ikke tilbudt tilstrækkelig behandling, eller også bliver patienterne overladt til sig selv, hvis de udebliver fra en behandling. Her skulle der optimalt set blive fulgt op på dem og sørget for, at folk kan blive indlagt. Og lige så vigtigt sørget for, at patienterne ikke bliver udskrevet for tidligt, mener Knud Kristensen.

- Ting, som vi har peget på gang på gang, går galt, men fordi man ikke vil investere nok i de her mennesker med psykiske lidelser, kæmper man stadigvæk med det. Nu er tiden inde til, at vi siger til politikerne: "Nu må I altså komme med de midler, der skal til, så vi kan sikre folk en ordentlig behandling".

Talrige korte indlæggelser

De mentalundersøgte er eksempelvis blevet afvist i akutmodtagelsen, udskrevet uden opfølgning eller afsluttet ambulant.

Nogle har haft talrige korte indlæggelser ”uden tilstrækkelig udredning og stabilisering”, og ofte er tvang ikke brugt efter hensigten, fremgår det af rapporten.

Halvdelen af de mentalundersøgte er også vurderet til at have fået utilstrækkelig social støtte, mens en forholdsvis stor del af de undersøgte, nemlig én ud af tre, er hjemløse - mange er udskrevet til hjemløshed.

Også misbrug har haft en betydning for kriminaliteten i de fleste sager. I dem har misbrugsbehandlingen i 88 procent af tilfældene været utilstrækkelig, viser rapporten.

Patienter med dom udskrives for tidligt

Det er de fem regioner, der har bedt Retspsykiatrisk Klinik lave rapporten.

Baggrunden er, at antallet af retspsykiatriske patienter - det vil sige psykisk syge med dom til behandling - er steget voldsomt de seneste 20 år, og nu udgør over 4.000 personer.

Antallet er stigende i de fleste sammenlignelige lande, men stigningen er langt større i Danmark end i de andre nordiske lande. Derfor anbefaler rapporten, at "der fremadrettet er særligt fokus på at nedbringe antallet af psykisk syge, der begår kriminalitet":

- Det kan ikke på forhånd vurderes, hvem der vil begå alvorlig vold, drab eller drabsforsøg, men denne undersøgelse tyder - i lighed med tidligere undersøgelser - på, at alvorlig psykisk sygdom, manglende fastholdelse i behandlingen, misbrug og tidligere personfarlig kriminalitet er væsentlige risikofaktorer, som fremadrettet bør medtænkes i et forebyggelsesperspektiv, står der.

En anden konklusion fra rapporten er, at patienter med dom til behandling - hovedsageligt psykotiske patienter og enkelte patienter, der er "til fare for andre" - enten ikke bliver indlagt eller udskrives for tidligt.


Seneste nyt

fra Nordjylland