Professor frygter dansk drikkevand er i fare: - Det her er noget farligt stads

Danske Vandværker har allerede fundet giftstofferne ved flere boringer, og nu slår professor alarm på vegne af det danske drikkevand.

En sag om forurenet oksekød i Korsør kan vise sig at have betydning for hele Danmarks drikkevand.

For lige nu kan farlige kemikalier være ved at sive ned i jorden hundredvis af steder landet over. Giftstofferne bliver i kroppen i mange år og kan være med til at fremkalde kræft, ufrivillig abort og skade immunforsvaret. Det kan også overføres fra gravide kvinder til deres ufødte børn.

Sådan lyder advarslen fra forskningsleder og professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet og adjungeret professor ved Harvard University Philippe Grandjean, der er en af verdens førende forskere inden for det stærkt sundhedsskadelige kemikalie PFOS.

- Det her er noget farligt stads, så vi er nødt til at gribe ind, siger han.

Han bliver interviewet i TV 2-programmet 'Kernen', hvor han går i dybden omkring faren ved PFOS, som kemikalierne hedder

Hvad er P-FOS

PFOS er fluorholdige forbindelser, der typisk er blevet brugt til imprægnering og andre specielle anvendelser, hvor der ønskes en vand- og/eller fedtafvisende effekt.

Det er forbudt at importere eller sælge PFOS eller kemiske produkter, der indeholder PFOS. Det findes blandt andet i brandskum og i nogle gamle vandafvisende tøjstykker og tæpper.

PFOS øger blandt andet risikoen for kræft og hormonforstyrrelser og kan give et dårligere immunforsvar. Giftstoffet har været stort set forbudt i EU siden 2006 og er kategoriseret som et "prioriteret farligt stof".

PFOS tilhører PFAS-kemikaliegruppen, der er evighedskemikalier. Det betyder, at det er utroligt svært for kroppen at nedbryde giftstofferne. Halveringstiden i kroppen anses for at være 4,5 år. 

Vandværker finder giftstoffet i hele landet

Det hele startede med en skandale i Korsør, hvor en lokal kogræsserforening i årevis havde spist kød fra køer, der havde græsset på en eng ved Korsør Nor. Engen viste sig at være dybt forurenet af slukningsskum fra den lokale brandskole, og 118 personer blev forgiftet af det forurenede kød.

Derfor er Danmarks drikkevand lige nu ved at blive undersøgt for PFAS-giftstoffer, der er en paraplybetegnelse, som dækker over PFOS og en række andre skadelige fluorstoffer, der er farlige for mennesker og dyr.

quote Vi har ikke en opgørelse af det samlede forurenings- eller risikobillede fra de identificerede potentielle punktkilder

Rasmus Moes, kontorchef i Vandforsyningen i Miljøstyrelsen

Tidligere i denne uge udkom Danske Vandværker med en foreløbig rapport for undersøgelsen. Indtil videre er giftstofferne fundet i 65 boringer fra 18 vandforsyninger på Sjælland, Fyn og i Jylland.

I 38 af dem overskrider niveauet af giftstofferne den sundhedsskadelige grænse, mens det i de 27 andre foreløbigt ligger under maksimalgrænsen.

Direktør for Danske Vandværker Susan Münster mener, at det er tegn på, at der skal mere fokus på denne type forurening.

- Når der allerede er fundet 38 boringer, hvor grænseværdien er overskredet, er det en udfordring, vi skal være opmærksomme på, sagde Susan Münster den 8. oktober til TV 2 NEWS.

Philippe Grandjean forventer, at mange af de steder, hvor man undersøger grundvandet, i første omgang ikke vil vise høje niveauer af giftstofferne.

Men det betyder ikke, at forureningen ikke kommer på et senere tidspunkt. For det kan tage år, før det kan måles, frygter Grandjean.

- Der kan være mange kilo giftstoffer på vej, som siver i jorden, siger han i 'Kernen'.

For PFOS er vandopløseligt, hvorfor det kan gå ned i jorden, når det eksempelvis regner. Derfor er det vigtigt at blive ved med at undersøge vandet for giftstofferne de steder, myndighederne finder dem, for at sikre, at kemikalierne ikke ryger ud i danskernes vandhaner.

pfos 1

Forurening fundet over 1000 steder

Danske Regioner og Forsvaret har kortlagt 188 brandøvelsespladser, hvor der tidligere har været brugt skum, som har indeholdt PFOS.

Derudover har man noteret 900 industrigrunde, hvor der er blevet fundet et eller flere PFAS-giftstoffer, hvor over halvdelen var PFOS.

I værste fald kan forureningen have kontamineret grundvandet, frygter Philippe Grandjean. Og i så fald kan det vise sig at være meget alvorligt, siger han.

- Det her er et kæmpe internationalt problem. Og spørgsmålet er, om Korsør er et uheldigt tilfælde. Eller om det repræsenterer noget, som måske kan være sket andre steder i landet, lyder det fra professoren.

Af samme årsag har myndighederne bedt 1784 vandværker landet over undersøge drikkevandet, ligesom 145 områder skal granskes nøje for PFOS eller lignende stoffer. Myndighederne vil her lave en vurdering af, om forureningen potentielt kan udgøre en risiko for mennesker.

I værste fald frygter Philippe Grandjean, at vi herhjemme får det, han kalder amerikanske tilstande.

- I USA drikker over 100 millioner mennesker kommunalt drikkevand, som indeholder PFOS og fluorstoffer over det niveau, vi anser for at være acceptabelt. Jeg tror ikke, at der er et bedste fald, siger han.

vask

Har skærpet kvalitetskrav

Miljøstyrelsen har i 2021 nedsat grænsen for, hvor høje niveauer af giftstofferne der må være i jord, drikkevand og overfladevand.

Med de nye kvalitetskriterier betyder det, at det indtil videre er 32 procent af de 900 industrigrunde, hvor giftstofferne blev fundet, der overskrider indholdet i grundvandet.

Kontorchef i Vandforsyningen i Miljøstyrelsen Rasmus Moes siger til TV 2, at myndighederne er i gang med at undersøge omfanget af forureningen, men at der i øjeblikket ikke er et samlet overblik over, hvor stor risikoen er for det danske drikkevand.

- Vi har ikke en opgørelse af det samlede forurenings- eller risikobillede fra de identificerede potentielle punktkilder, siger han.

Rasmus Moes siger, at styrelsen er forberedt på, hvis forureningen skulle vise sig at være meget udbredt. I så fald vil det være op til kommunerne, regionerne og forsvaret at håndtere situationen.

- Drikkevandskravene skal overholdes. Man er nødt til at tage stilling til det i den relevante myndighed, hvis der er en overskridelse. Det betyder i praksis, at man måske skal bore efter en ny vandkilde eller sætte et særligt renseanlæg på, lyder det.

Miljøstyrelsen har igangsat en landsdækkende undersøgelse af grundvandet, hvor man særligt kigger efter giftstofferne. Resultatet af undersøgelsen forventes at være færdigt i første kvartal af 2022.


PFOS-sagen

Badestrand - Ritzau

Flere nordjyske strande skal testes for PFAS - men du kan roligt bade

20221116-174621-L-6000x4000ma

play SF vil forbyde slam som gødning - landmand bakker op

030223 Pfas emfj 5749

play Amins grund er under PFAS-mistanke - er bekymret for sine børns sundhed

20180321-162825-3-4928x3280ma

play Nu skal flere fødevarer undersøges for farlige flourstoffer

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland