Da borgerne i Nordjylland 1. januar 2007 vågnede op, var det til en - for de fleste - ny kommunal virkelighed. Kun økommunerne Morsø og Læsø så ud på landkortet, som de havde set ud i 2006.
Ni andre kommuner var opstået gennem sammenlægning af to eller i de fleste tilfælde tre eller fire kommuner.
Det betød, at i stedet for måske fire byråd var der nu kun ét. Det fordrede kun en byrådssal, en kommunal forvaltning. Men der var op til fire rådhuse!
Mange steder lod man de oprindelige rådhuse bestå og splittede den kommunale forvaltning op, så eksempelvis teknisk forvaltning lå i en by, socialforvaltningen i en anden og byrådssekretariatet i en tredje.
Modellen sikrede, at der fortsat var liv og arbejdspladser i byerne, og at kommunerne ikke stod med tomme bygninger, der var vanskelige at sælge - og nok så vigtigt:
At man slap for dyrt nybyggeri til de sammenbragte medarbejderstabe, der næppe kunne være på blot en enkelt matrikel.
Længere til kommunen for borgerne
Set fra borgernes perspektiv betød det, at mange fik længere end før til et fysisk møde med kommunen.
Nogle steder prøvede man at oprette små satellitter, men flere holdt kun kortvarigt. Parallelt med udrulningen af den ny kommunale struktur blev de fleste af os nemlig mere og mere digitale.
Der blev også eksperimenteret - eksempelvis i Dronninglund i Brønderslev kommune - med små “bokse”, hvor borgerne kunne gå ind og via en tv-skærm tale med og se den kommunale medarbejder, der sad i Brønderslev, 30 kilometer borte.
I Jammerbugt Kommune kan man som borger en bestemt dag hver uge træffe borgerservice på de gamle rådhuse.
For midt i al digitaliseringen er der stadig sager, som bedst løses ansigt til ansigt.
I Frederikshavn, hvor der er over 50 kilometer mellem det nordligste og sydligste kommunale kontor, holder borgmesteren fast træffetid på de to forhenværende rådhuse i Skagen og Sæby.
I flere kommuner har byrådet på samme måde holdt sine møder skiftevis i de byer, der dels nu, dels før er/var kommunal hovedstad.
Optimal størrelse
I den digre rapport, der dannede grundlag for strukturreformen i 2007, vurderede eksperter, at den optimale størrelse for de nye kommuner var omkring 40.000 indbyggere. Med så stor en kommune ville der være stordriftsfordele, uden at det for alvor gik ud over det lokale demokrati, mente eksperterne.
De gamle kommuners byråd fik i meget vid udstrækning lov til selv at parre sig. Hvis vi ser bort fra de to små økommuner og Aalborg, der i forvejen var langt større, endte forhandlingerne i fem tilfælde i Nordjylland med kommuner på omtrent disse 40.000.
Hjørring og Frederikshavn blev markant større og Rebild langt mindre.
Men i Brønderslev, Jammerbugt, Thisted, Mariagerfjord og Vesthimmerland blev der skabt kommuner med ganske tæt på de ifølge eksperterne optimale, driftsmæssigt såvel som demokratisk, 40.000 indbyggere.
I sidstnævnte kommune har byrådet drøftet og nikket til, at man frem mod 2025 undersøger en eventuel samling af den kommunale administration. Det vækker helt tydeligt og næppe særligt overraskende stærke følelser.
Et par af byrådets medlemmer vil trække i håndbremsen. "Vi er ikke blevet én kommune," skriver de og forlanger alle de gamle rådhuse bevaret.
Borgmesteren tror, at flere og flere i den kommunale forvaltning vil få hjemmearbejdsplads, og at der om nogle år derfor ikke er brug for så megen plads som nu.
- Det her et rettidig omhu, siger han.
Flere virkeligheder
Men i byer, der gennem årtier har vinket farvel til politi, domstole og andre institutioner, ser man en mulig lukning af den kommunale administration som endnu et tegn på afvikling og på fortsat centralisering.
Selv om 16 år i nogles optik er lang tid, er det ikke alle, der har glemt, hvilken kommune de kom fra i 2007 - og hvor tæt på den var. Men i de 16 år har meget omkring os vitterligt forandret sig. Og mange har vænnet sig til eller i hvert fald accepteret de nye tider.
Det er imidlertid samtidig værd at huske, at det statslige politi, som landspolitikerne i kølvandet på strukturreformen centraliserede med lukning af en lang række mindre politistationer, i de seneste år har genåbnet satellit-stationer i erkendelse af - selv om få siger det så direkte - at man i sin tid gik for voldsomt til værks.
Der er i mange partier på Christiansborg et erklæret ønske om at hjælpe og udvikle - ikke afvikle - de mindre samfund.
Det ene udspil efter det andet ser dagens lys og udløser overskrifter i medierne.
Samtidig fattes kommunerne imidlertid i ekstrem grad penge og er nødsaget til at vende hver en femøre. Og også til at se på strukturen i den kommunale forvaltning.
Helt tydeligt er der i disse år et misforhold mellem virkeligheden, som den opleves på Slotsholmen og ude i den virkelige virkelighed.
