Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

DF-veteran vil være borgmester i Thisted

Foto: TV 2

Ib Poulsen drømmer om at sætte sig på den fornemmeste plads ved det runde bord i byrådssalen på rådhuset - nemlig på pladsen som borgmester. Arkivfoto

Siden Ib Poulsen røg ud af folketinget, er han også blevet fyret fra sit job på havnen i Hanstholm. Nu drømmer om at nappe borgmesterkæden i Thisted.

Ib Poulsen (DF) er en mand med politisk erfaring.

CV'et tæller otte år i folketinget for Dansk Folkeparti, hvor han blandt andet var indflydelsesrig fiskeriordfører med fokus rettet på især kvotekonger og fiskeriministre.

Og han blev første gang valgt til byrådet i Thisted i 2001.

Nu drømmer han så om at sætte sig på den fornemmeste plads ved det runde bord i byrådssalen på rådhuset - nemlig på pladsen som borgmester.

- Vi trænger til en ny borgmester. Jeg har været med i så mange år, så jeg synes, jeg kunne være et godt bud, siger Ib Poulsen til TV MIDTVEST.

Venstres kandidat har ikke evnerne

Skal Ib Poulsen ende med borgmesterkæden om halsen, skal han have hjælp fra andre partier. De fem, der stiller op på DF's liste, rækker ikke langt i en kommunalbestyrelse med 27 medlemmer.

Står det til DF kommer Niels Jørgen Pedersen fra Venstre aldrig til at sætte sig i borgmesterstolen.

- Niels Jørgen Pedersen kommer vi ikke til at pege på.

- Hvorfor ikke?

- Hvordan skal jeg sige det pænt? Han har ikke evnerne til det. Han kan ikke samle et byråd og få alle andre med. Det er lidt for meget "mig selv", siger borgmesterkandidaten fra DF om sin byrådskollega fra Venstre.

Vil samle byrådet

Ib Poulsen peger på den nuværende valgperiode, hvor Socialdemokraterne og Venstre lavede en konstitueringsaftale, der betød at socialdemokraten Ulla Vestergaard blev borgmester, og Niels Jørgen Pedersen blev viceborgmester.

- De to har holdt 12 ud af 27 byrådsmedlemmer udenfor, siger Ib Poulsen.

Det er her Ib Poulsen ser sig selv, som den der kan samle byrådet på tværs af partier.

- Det kan jeg. Det at være borgmester er noget helt andet end partipolitik. Her skal man lægge politikken lidt til side og i stedet arbejde sammen. Det har Niels Jørgen Pedersen ikke magtet, siger Ib Poulsen.

- Men hvis du skal være borgmester, kræver det vel også at Venstre vil pege på dig?

- Nu må vi se på valgaftenen, hvor stejlt folk de vil stå på deres egen politik. Jeg håber da at Venstre vil pege på mig, når vi når så langt.

Fyret fra jobbet på Hanstholm Havn

Ved seneste folketingsvalg i juni 2019 røg Ib Poulsen ud af folketinget. I de første to år har han været på eftervederlag fra folketinget.

I sommers skulle han have været tilbage til jobbet som havnebetjent på Hanstholm Havn. I stedet endte det med en fyreseddel.

Ib Poulsen, der er uddannet skibsfører, arbejder i det civile i dag med at køre brød for den lokale bager i Snedsted.

Arbejdsdagen er fra fire om morgenen til omkring klokken ni. Brødene bliver leveret flere steder i Thy og på Mors.

- Det er jeg rigtig glad for. Det passer mig rigtigt fint - og så har jeg også tidligt fri, siger Ib Poulsen til TV MIDTVEST.

- Er det også derfor, du gerne vil være borgmester?

- Nej, jeg synes, Thisted Kommune fortjener en anden borgmester, der kan samle og være synlig. En, der også kan sparke døren ind og banke på de rigtige steder på Christiansborg, siger Dansk Folkepartis borgmesterkandidat, Ib Poulsen.

Vil have færgerute tilbage

DF'eren nævner for eksempel debatten om bemandingen af broer, som et sted, hvor han synes den nuværende borgmester skulle have gjort mere i den sag.

Også Hanstholm Havn, der lige nu er presset på økonomien og de Naturnationalparker, der er på vej, er eksempler på emner, hvor Ib Poulsen synes den nuværende borgmester, har søgt for lidt indflydelse.

Ud over borgmesterkæden drømmer Ib Poulsen også om, at færgeruten fra Hanstholm til Norge bliver genåbnet.

- Hanstholm er der, hvor der er den korteste afstand til Norge og når man lander, er der også den korteste vej til grænsen, siger Ib Poulsen.

Skulle drømmen om borgmesterposten glippe for den rutinerede DF'er, så har han ikke opgivet håbet om en dag at vende tilbage til folketinget igen.

Han skal dog lige have fundet sig en opstillingskreds efter Brønderslevkredsen har valgt at satse på en anden end Ib Poulsen fra Thy.

Ud over kommunalvalget stiller Ib Poulsen også op til regionsrådsvalget i Nordjylland.  


Havne-sag trækker ud: Omstridt advokatundersøgelse bliver flere måneder forsinket

Foto: Henriette Maj Pedersen / TV2 Nord

Advokatundersøgelsen, som skal klarlægge, hvad der førte til det økonomiske kaos på Frederikshavn Havn, trækker ud. Den er nemlig mere omfattende end forventet.

Det bliver først i det nye år.

Faktisk skal vi helt hen i uge ni, før advokatfirmaet Bech-Bruun ventes at være færdig med advokatundersøgelsen.

Den skal give svar på, hvordan økonomien i Frederikshavn Havn kunne udvikle sig så skidt, at Frederikshavn Kommune i maj var nødsaget til at overtage driften af havnen med en samlet gæld på 1,7 milliarder.

Det har advokatfirmaet Bech-Bruun orienteret Frederikshavn Kommune om.

- Arbejdet har vist sig mere omfattende end forventet, siger Frederikshavn Kommunes borgmester Karsten Thomsen (S).

Advokatundersøgelsen var oprindelig lovet færdig inden udgangen af december, og alle relevante personer i undersøgelsen skulle efter den oprindelige plan have været interviewet til undersøgelsen midt i november.

Sådan er det ikke gået.

Flere skal spørges

Advokatfirmaet har nemlig for nyligt udvidet kredsen af relevante personer i sagen.

Det betyder, at en række tidligere medlemmer af økonomiudvalgene i Frederikshavn Kommune nu også har fået mulighed for at komme med deres bemærkninger.

Desuden er advokatfirmaet også - i følge TV2 Nords oplysninger - stadig i dialog med de tidligere bestyrelsesmedlemmer i Frederikshavn Havn for at få dem til at bidrage til undersøgelsen.

De fire bestyrelsesmedlemmer, som valgte at træde ud af bestyrelsen i Frederikshavn Havn i september 2023, har i første omgang afslået at deltage i undersøgelsen, da de ikke har kunnet få adgang til de dokumenter, der ligger i bestyrelsesportalen og få indsigt i hvilke dokumenter, der er inddraget i undersøgelsen.

Flere undersøgelser i gang

Advokatundersøgelsen er en del af en stribe undersøgelser om, hvad der er foregået på Frederikshavn Havn og Frederikshavn Kommune forud for det økonomiske kollaps på havnen.

Venstre har politianmeldt kommunen, efter TV2 Nord har afsløret, at en kommunal medarbejder fortæller, hvordan dokumenter i aktindsigter er blevet sorteret fra og dermed mørklagt for offentligheden.

Det bliver forklaret på en hemmelig lydoptagelse, hvor den kommunale medarbejder opfordrer Frederikshavn Havn til at gøre det samme.

Ankestyrelsen er ligeledes gået ind i sagen om den hemmelige lydoptagelse, mens også Folketingets Ombudsmand har bedt om at blive orienteret i sagen fra Frederikshavn.

Oplysninger tilbageholdt

TV2 Nord har i forbindelse med afdækningen af "Skandalen om Frederikshavn Havn" desuden afsløret, at en række dokumenter og rapporter blev tilbageholdt helt eller delvist af kommunaldirektøren og borgmesteren, og dermed ikke blev forelagt for byrådsmedlemmerne.

Blandt andet har et fortroligt notat som Frederikshavn Kommune selv udarbejdede i januar 2022 om havnens økonomi aldrig været forelagt for hele byrådet

En rapport med seks forslag til at sikre havnens dårlige økonomi, nåede først byrådet 15 måneder efter den blev sendt til forvaltningen og daværende borgmester Birgit S. Hansen.

Politikerne i Frederikshavn Kommune har bevilliget 2,5 millioner til advokatundersøgelsen, og selv om den nu bliver forsinket med flere måneder, forventer borgmesteren ikke, at den bliver dyrere.


Trusler om skoleskyderi sætter tanker i gang: Elever kender ikke planen

De elever, som TV2 Nord har snakket med, kender ikke til, hvad beredskabsplanen er i tilfælde af, at Techcollege skulle blive ramt af en tragedie.

Torsdag formiddag begyndte TV2 Nords indbakke at pible frem med, at der havde været trusler om skoleskyderi hos Techcollege i Aalborg.

Nordjyllands Politi bekræftede hurtigt, at de samarbejde med Techcollege om det, men også at de anså truslen som en alvorlig drengestreg og ikke en "akut trussel".

Men for flere af eleverne er der ikke kendskab til, hvad de skal gøre, hvis et skoleskyderi eller anden tragedie opstår på skolen.

- I den tid, vi har gået herud, har vi aldrig nogensinde hørt om den, lyder det fra Emil Guldhøj, der går på Techcollege på tredje år.

- Det er lidt bekymrende, når man har gået her i tre år, tilføjer kammeraten Emil Qvistgaard.

Kender ikke procedure

Andre elever har også gjort sig tanker om, hvad de skulle gøre, men de kender bare ikke til beredskabsplanen.

- Vi har ikke rigtig fået nogen form for procedure på et eller andet sikringsrum, vi kunne løbe hen til. Eller om vi skulle løbe væk fra skolen, siger Silas Anton Severinsen, der er relativ ny elev på skolen.

Hos Nordjyllands Politi anbefaler de, at alle skoler har en beredskabsplan.

- Og ikke mindst, at de øver den med eleverne, siger Claus Danø, der er politiinspektør.

Hvornår skal eleverne vide det?

Direktøren på Techcollege, Søren Samuelsen, mener også, at Techcollge har noget at lære som følge af truslen.

- Det (at eleverne orienteres om beredskabsplanen, red.) sker, men sker det i et tilstrækkeligt omfang? Det er selvfølgelig noget af den læring, vi vil prøve at trække ud af det her forløb, fortæller han.

Hvornår synes du, at en opstartet elev bør informeres om beredskabsplanen fra lærerne af?

- Det bør de naturligvis gøre, når de starter på skolen. Og så er det sådan, at de fleste af dem, der går her, er jo i et lærlingeforhold, hvor de så veksler mellem skole og virksomhed. Så det er da vigtigt, at vi en gang imellem bringer det op til overfladen, slutter direktøren.


Styrelse melder klart ud: Uvis fremtid for omdiskuteret regnskab

Byrådsgruppen i Frederikshavn Kommune nægtede at underskrive Frederikshavn Havns regnskab for 2023.

Et afgørende - og ventet - notat er nu lagt på bordet i den langstrakte affære om havnen i Frederikshavns skrantende økonomi.

For nyligt landede Frederikshavn Havns regnskab for 2023, og det viste et dundrende underskud på 340 millioner kroner.

Da kommunalbestyrelsen i Frederikshavn Kommune fik resultatet at vide, nægtede de efterfølgende at underskrive regnskabet.

- Vi vælger at sige, at vi ikke vil skrive under. Det er der ikke noget utrygt ved. Jeg går ud fra, at dem som har udarbejdet regnskabet, har styr på regnskabet, men jeg sad ikke dernede, så derfor vil jeg ikke skrive under, sagde socialdemokraternes gruppeformand Gitte Kiilerich dengang.

Selvom regnskabet ikke blev skrevet under, var især Venstre fortalere for, at kommunalbestyrelsen skulle skrive under. Undervejs lød det blandt andet fra Venstres Lone Haugaard:

- Jeg synes, at det er ærgerligt, at den her kommunalbestyrelse igen og igen kommer til at optræde som et cirkus.

Havnelov tager ikke højde for problem

Frederikshavn Havn skiftede i foråret ejerform, hvor det gik fra at være en kommunal selvstyret havn med egen bestyrelse til at være en kommunal havn, hvor kommunalbestyrelsen træffer valg på havnens vegne. Men i november nægtede kommunalbestyrelsen altså at underskrive regnskabet.

I stedet ville de have Trafikstyrelsens vurdering af, om det er kommunalbestyrelsens ansvar at skrive under. Og den vurdering er nu kommet. I et notat, der er sendt til Frederikshavn Kommune, skriver de:

- Trafikstyrelsen kan bekræfte, at en selvstyrehavns regnskaber skal godkendes af kommunalbestyrelsen i ejerkommunen.

Pressechef hos Trafikstyrelsen Frederik Roed uddyber overfor TV2 Nord:

- Principielt set skal kommunalbestyrelsen skrive under jævnfør havnelovens paragraf 9 stk 3.

Hvad så når havnen har skiftet ejerform midt i regnskabsperioden, og kommunalbestyrelsen derfor nægter at underskrive?  

- Havneloven tager ikke højde for det spørgsmål her. Den siger bare, at en kommunal havns regnskaber skal godkendes af kommunens kommunalbestyrelse, siger Frederik Roed.

Ingen konsekvenser?

Med andre ord ligger det altså udenfor havnelovens område at vurdere, hvem der skal underskrive regnskabet, når ejerformen er ændret undervejs i regnskabsperioden.

Frederikshavn Kommunes revisionsfirma, BDO, skriver desuden i samme notat, at der ifølge deres vurdering:

'Ikke er nogen konsekvenser ved, at der ikke foreligger et underskrevet årsregnskab for Frederikshavn Havn'.

Det er Trafikstyrelsen, der behandler eventuelle klager, der skulle komme i forbindelse med en havns manglende regnskab.

Frederikshavn Havn har en samlet gæld på 1,73 milliarder kroner.


Iværksætter vil sælge titusindvis af el-cykler i hele verden

Foto: Nimbus Motorcycles

De nye elcykler er inspireret af en gammel dansk motorcykel.

De første fire cykler er allerede klar - men der skal mange flere til. 

Inden for fem år vil Nimbus Motorcycles nemlig producere imellem 35- og 40.000 elcykler. 

Cyklerne er produceret i Thisted, hvor de torsdag kunne aflevere de første fire cykler til deres nye ejere. 

- Det er den måske største dag i vores fireårige rejse, fortæller Claus Støvlbæk Clausen, der er grundlægger af Nimbus Motorcycles.

Han fortæller, at firmaet forventer at skulle eksportere 90 procent af de 40.000 elcykler, som de gerne vil producere i 2029. 

Er det overhovedet realistisk, når I kun har lavet fire indtil videre?

- Alting har en start du. Vi startede projektet i 2020, og processen har været rigtig fin. Nu er vi i gang.

Inspireret af en klassiker 

De nye elcykler er inspireret af den gamle motorcykel Nimbus Model C, der blev kendt som ’Humlebien’, som Fisker & Nielsen lancerede i 1934 og producerede frem til 1959. 

Fisker & Nielsen har i dag ændret navn til Nilfisk og laver ikke længere motorcykler - de ejer dog stadig rettighederne til Nimbus-brandet.

Det har Claus Støvlbæk Clausen og Nimbus Motorcycles købt sig til at kunne låne i en årrække. 

Elcyklen er inspireret af de gamle Nimbus motorcykler. Foto: Nimbus Motorcycles
Foto: Nimbus Motorcycles

- Det er hemmeligt, hvor mange år det er, men det er mange år, det kan jeg vidst godt fortælle, siger grundlæggeren. 

Den gamle ”humlebi” var i mange år den foretrukne motorcykel hos både politiet, forsvaret, og post- og brandvæsnet.

Claus Støvlbæk Clausen fortæller, at Nimbus Motorcycles også vil komme til at producere elmotorcykler. 


Onsdag i næste uge vil der være en stor beredskabsøvelse, som finder sted ved Frederikshavn Kraftvarmeværk.

I tidsrummet 17:00 til 20:30 vil der onsdag i næste uge være masser af uniformer, blå blink og store udrykningskøretøjer, hvis man befinder sig ved Frederikshavn Kraftvarmeværk.

Region Nordjylland, Nordjyllands Beredskab, Beredskabsstyrelsen og Nordjyllands Politi samt Hjemmeværnet deltager i øvelsen, hvor der vil indgå omkring 140 personer.

- Vores klargøring til øvelsen begynder tidligere på eftermiddagen, faktisk allerede omkring klokken 14:00, så borgere og trafikanter i området vil kunne se mange køretøjer og indsat personel, siger øvelsesleder, Claus Dahl Olesen.

- Så det er et større setup, vi opererer med, når vi afholder disse vigtige beredskabsøvelser. Og det vil betyde, at der er nogle trafikale forstyrrelser, siger øvelseslederen.

Spærringer i området

Hjemmeværnet kommer til at afspærre Vendsysselvej ved Niels Juels Vej og Hobrogade. Fra 14:00 til 17:00 vil der være delvist spærret, og mellem 17:00 til 20:30 vil der være helt spærret. Fra 20:30 er der igen delvist spærret, indtil oprydningen er færdiggjort senest klokken 22:00.

Øvelsens scenarie kommer til at være en større tilskadekomst på en industrivirksomhed, og den skal være med til at styrke myndighedernes håndtering af en sådan situation.

- Meget nærmere kan jeg ikke komme detaljerne, da der jo også skal være et overraskelsesmoment til stede for vores indsatte kollegaer, så vi sikrer, at alle får en optimal læring ud af dagen, siger Claus Dahl Olesen.